**Anmeldelse: Every Little Thing – 7/10**
Nogle gange skal man indrømme, at man har en blød side. Jeg kom til denne erkendelse, mens jeg sad med tårer i øjnene ved slutningen af den nye dokumentar *Every Little Thing*. I sin form er filmen stort set bemærkelsesværdig simpel, men noget ved den rørte alligevel en streng hos mig—nemlig min sensitivitet overfor dyr (begge mine katte så tilmed filmen sammen med mig), hvilket nok gjorde mig mere modtagelig for at kunne lide filmen lidt ekstra. Hvad kan man gøre?
Denne dokumentar tager fat på historien om Terry Masear, stifteren af Los Angeles Hummingbird Rescue, en non-profit organisation dedikeret til at redde et utal af tilskadekomne skabninger. I sin essens er *Every Little Thing* lige så beskedent som det lyder. Filmen fungerer som et portræt af denne fantastiske kvinde, men har med sine nærbilleder og slow-motion footage af kolibrier også karakter af en naturdokumentar, som uden tvivl vil få dyreelskere til at falde i svime.
Dog befinder filmen sig lidt akavet i flere formater, grundet klippemønstre, der i bund og grund består af droneoptagelser af Los Angeles, arkivoptagelser og sekvenser, der minder om reality TV. Dette giver filmen en noget formålsløs følelse, hvor det føles som om den hele tiden stræber efter at nå spillefilmslængde.
Alligevel smitter Masear, som filmens omdrejningspunkt, positivt af på seeren. Den biografi, hun er villig til at dele med os, gør hende øjeblikkeligt sympatisk. Ud over hendes uselviske arbejde med fugle får vi også portrættet af en kvinde, der stadig sørger over sin afdøde mand og bearbejder barndomstraumer, som hun knytter tæt sammen med sin mission om at tage sig af disse dyr.
En del af det, der gør hende til et fantastisk emne, er ikke bare hendes adel. Vi ser også hendes mere irritable side, når hun raser over mennesker, der tydeligvis ikke bekymrer sig om fugle eller naturen. Hun er den type ældre person, der tydeligt bærer på meget smerte hele tiden. Gennem hende får vi en fornemmelse af livet som en række af opdelinger og accept af det uundgåelige.
Filmen skyr ikke fra at vise, at mange af de fugle, hun tager sig af, ender med at dø, hvilket især træder frem i de mest hårdtslående scener. Alligevel giver hendes stålsatte accept af tingenes tilstand os en vis beroligelse. Masear afslutter filmen med en stærk besked om, at ægte storhed er at vise kærlighed og omsorg for noget uden at blive bedt om det, understøttet af triumferende musik til en scene, hvor en restitueret kolibri svæver i luften.
Enhver vil nok tage noget forskelligt med sig fra filmen, og selvom det måske er lidt misvisende at sende seeren hjem på en høj note uden at udfolde hele historien, så var filmen alligevel rørende for mig. *Every Little Thing* er i øjeblikket i begrænset udgivelse.