“Bestiari, Erbari, Lapidari” er en film, der udforsker komplekse organismer og menneskets forhold til naturen gennem tre distinkte indstillinger: en veterinærklinik, en botanisk have og et stenbrud. Massimo D’Anolfi og Martina Parentis dokumentar er både en kunstnerisk og tankevækkende rejse gennem menneskehedens interaktion med vores planet, præget af nuanceret samtale med arkivoptagelser og en fremstående sans for visuel og auditiv komposition.

Filmen har en meditativ kvalitet, hvor de tre sektioner, hver med en næsten lige længde, skifter mellem moderne observationer og historisk materiale. Åbningssektionen, “Cinema Invents New Cages”, præsenterer en fascinerende sammenstilling af dyrekirurgi og ældre zoologiske optagelser, der spekulerer over evolutionens og biografens indflydelse. Denne del kan dog være mangel på trigger warnings, da de kirurgiske scener er både rå og detaljerede.

Det midterste segment i den botaniske have leverer nogle af de mest transcendente øjeblikke, selvom det lider under en mindre tilstedeværelse af Massimo Mariani’s ellers vidunderlige soundtrack. Filmen afslutter stærkt med en bevægende refleksion over menneskelig indgreb i naturen, set gennem billeder fra krigstid og overvågning.

“Bestiari, Erbari, Lapidari” er en usædvanlig oplevelse, der vil appellere til både cinefile og dem, der er fascineret af menneskets plads på jorden. Med en ærbødighed for billeder og en introspektiv fortælling, tilbyder filmen en unik synsvinkel på verdens vidundere og rædsler.

Baseret på den oprindelige karakter A-, vil jeg vurdere filmen til at være 9/10. Den fortjener absolut en seeroplevelse for dem, der er interesserede i film, der tør udfordre og fascinere gennem stille refleksion og stærkt visuelt udtryk.