Brødrene Janson — Homer, Ulysses, Atlas og Arlo — er utvivlsomt dejlige og velopdragne børn i virkeligheden. (Ingen fornuftig instruktør ville cast dem i en film, hvis det ikke var tilfældet.) Men få ville beskrive de udisciplinerede forældreløse, som de fire drenge spiller i David Gordon Greens skæve åbningsfilm “Nutcrackers” på Toronto Filmfestival, som et godt eksempel på adfærd. De fremstår nærmest som en vild ulveflok, der er afhængige af deres strenge onkel, Michael Maxwell (ben Stiller), for ikke at ende i en børnehjem efter, at deres forældre dør i en bilulykke.
Michael, der lever et liv i storbyen med fancy sko, ankommer til sin afdøde søsters landsbyhus i en gul Porsche, men træder straks ned i en frisk bunke dyreklatter. Julen nærmer sig, og Michael har afsat et par dage til at ordne boet — en opgave, der blandt andet inkluderer at finde en adoptivfamilie til Kicklighter-drengene — før han må tilbage til Chicago, hvor en karrieredefinerende handel er ved at blive afsluttet.
“Når jeg vågner op i morgen, er du så stadig her?” spørger 12-årige Justice (Homer Janson, der ser ud til at være klar til en skuespilkarriere). Mens hans rodet søskende, Junior (Ulysses) og tvillingerne Samuel (Atlas) og Simon (Arlo), ligner langhårede blomsterbørn, har Homer sjælfulde brune øjne, mørke vipper og en tydelig “lost puppy”-appel. Drengen kunne være Jacob Elordis yngre bror, men samspillet med hans rigtige brødre (alle opdraget af en af Greens mangeårige venner) gør deres påfund endnu mere overbevisende.
“Jeg gætter på, at hvad mor sagde om dig, er sandt,” udfordrer Justice sin onkel. “Hun sagde, du er ude af stand til at elske.” Hvis du tror, det er sandt, eller bare ikke kan vente med at se Stiller bevise Justice forkert, kan “Nutcrackers” være en vidunderlig juleoverraskelse. Mere kyniske seere vil dog sandsynligvis se den uskyldige familiefilm som noget andet: et nostalgisk projekt fra Green, der tager en pause fra at ødelægge klassiske gyserfranchiser (som “Halloween” og “The Exorcist”) for at ære en genre, han voksede op med — det, Green beskriver som “tabte skatte” som “‘Six Pack’ og ‘Kidco’.”
Hvad skete der med sådanne film, hvor urolige teenagere løb løbsk og viste respektløshed over for autoriteter? Steven Spielberg skete, for at sige det mildt. Produktionen fra Amblin som “E.T.: The Extra-Terrestrial” og “The Goonies” bød på spændende eventyr for unge publikum, mens de stille og roligt lærte dem, hvordan børn burde opføre sig. Snart var sådanne fremstillinger blevet erstattet af den regelbrydende adfærd fra “Paper Moon” og “The Bad News Bears.”
Green forsøger klart at genforene sig med en tid, hvor film tillod børn at gå på eventyr, men resultatet nærmer sig mere Cameron Crowes hjerteskærende crowd-pleaser “We Bought a Zoo.” Efter at have tilbragt sin første nat hos Kicklighterne, vågner Michael op til at finde brødrene mudret på hans Porsche. Hvordan skal en mand, der virker mere bekymret for sin bil end for sin søsters børn, hurtigt finde en løsning? Green og manuskriptforfatteren Leland Douglas tilskynder Michaels forvandling ved at caste Linda Cardellini som den sociale arbejder, der hjælper med at finde en plejefamilie.
“Nogle mennesker kan ikke få børn. Deres kroppe tillader dem det ikke,” siger hun til Michael og forsøger at overbevise ham om, at hans hovedpine ville bringe andre mennesker lykke. I sin tid hos sin søster forsøger Michael aktivt at blive kvit med drengene. Der er Aloysius Wilmington (Toby Huss), en velhavende lokal mand, der har alt … undtagen egne børn, og Rose (Edi Patterson), som har udtænkt et scheme, hvor hver af hendes plejebørn giver hende 800 kr./måned i statslig støtte. Hun ville ikke have noget imod at tilføje fire drenge mere til sin samling.
Ingen af disse løsninger føles rigtige, selvom “Nutcrackers” aldrig argumenterer for, at Michael ville være et bedre valg. Han er ikke kun egoistisk, men også helt uerfaren både med forældreskab og livet på en gård — og impliceringen er, at den, der adopterer Kicklighter-drengene, også vil være ansvarlig for deres dyr. Det omfatter to grise, et marsvin, flere geder, en hund (eller flere) og fugle af alle slags, herunder en flok høns, som Michael slet ikke er komfortabel med at dræbe og tilberede til middag.
Grinene vil ikke overraske nogen, når Michael falder i mudderet eller falder i søen. Selvom drengene får hjemmeundervisning, giver han dem kun én forudsigeligt akavet lektion i sexundervisning. Hvis Michael ender med at adoptere drengene, må han finde ud af gården, tilmelde dem til skole, finde et helt nyt job og lære dem lidt opførsel — ikke umuligt, men potentielt meget mere interessant end de få dage, det tager for at smelte hans Scrooge-lignende hjerte.
Mens man undrer sig over, hvad filmens lidt irreverente titel henviser til? Det ville være den juleshow, drengene havde forberedt sammen med deres mor, en velkendt lokal danseinstruktør. Uden at lade sig afskrække af andre distraktioner beslutter Michael at føre Kicklighternes nye og forbedrede produktion af “Nøddeknækkeren” i mål, hvilket Green behandler som sin store finale. Hvad filmen virkelig har brug for er ikke et skramlende juleforestilling, men den slags katarsis, man måtte forvente, når fire af dens karakterer har mistet deres mor, og den femte burde sørge over sin søster.
Set i lyset af Greens bedste film — tidlige indie-film som “George Washington” og “All the Real Girls” — står det klart, at han forstår tab. Her har han valgt at fokusere på, hvad familien opnår ved at komme sammen.