Da russiske tropper invaderede Ukraine tidligt om morgenen den 24. februar 2022, greb dokumentarfilmskaber Olha Zhurba af en “apokalyptisk følelse”, som om livet, som hun kendte det, var slut. Hendes første impulser var at tage sit kamera med ud i gaderne i Kyiv for at dokumentere historien, mens den udfoldede sig. “Jeg forstod bare, at jeg ville være her, midt i denne historiske, transformative og apokalyptiske tid i Ukraine,” fortalte Zhurba til Variety.

Hundredevis af miles væk var den russisk-canadiske filmskaber Anastasia Trofimova, som arbejdede som deltids nyhedproducent for Canadian Broadcasting Corporation’s Moskva-kontor. Hun optog et indslag ved grænsen mellem Rusland og Ukraine, da nyheden om invasionen brød ud. Hendes team fortsatte med at filme et live-indslag fra deres hotelbalkon, mens Trofimova, chokeret over, hvad den russiske præsident Vladimir Putin kaldte en “speciel militæroperation”, gik ind på sit værelse for at bearbejde det chokerende nyhed. Timer senere vågnede hun “med en utrolig følelse af, at dit liv, dig selv og din identitet er fuldstændig brudt. Alt, hvad du troede på, er blevet kastet ud af vinduet,” sagde hun.

Snart begyndte også hun at optage scener fra krigen, som den blev oplevet hjemme, før hun embedte sig med en russisk militær enhed for at få et hidtil uset indblik i soldaterne, der kæmpede Putins krig på frontlinjen. To år senere får både Zhurbas film “Songs of Slow Burning Earth” og Trofimovas “Russians at War” premiere ved filmfestivalen i Venedig, hvor begge film vises uden for konkurrence. Tilsammen tilbyder de to dokumentarer et markant portræt af en konflikt, der har varet i næsten 1.000 dage, samtidig med at de viser, hvordan den ulidelig pris for krig uforholdsmæssigt er pålagt ofrene for Ruslands uprovokerede aggression.

I et interview med Variety fra Kyiv på tærsklen til festivalen husker Zhurba – hvis debutfilm, “Outside”, havde premiere på CPH:DOX og Hot Docs blot få uger efter invasionen – tumulten og forvirringen i de første dage. Ved ankomsten til Kyiv’s centrale jernbanestation så hun masserne af kvinder og børn, der forsøgte at flygte fra landet. “Det var billedet af dette kaos, som jeg også følte indeni,” sagde hun. “Jeg så, hvad jeg følte.”

I de første uger af Ruslands militære kampagne, hvor mange frygtede, at Kyiv ville falde, og Ukraine ville blive styret af en besættelsesmagt, var der en massiv mobilisering i gang: for at evakuere de mest sårbare, for at tjene på frontlinjen, og for at samle medicinske forsyninger og andre ressourcer til soldaterne og frivillige på slagmarken. Med tiden, efterhånden som den russiske fremrykning blev standset, og krigen blev en grum ny virkelighed for millioner af ukrainere, følte Zhurba sig drevet til at dokumentere, hvordan konflikten var blevet “en del af vores liv.”

“Jeg havde brug for og ønskede at vise denne kollektive transformation af samfundet, som tilpasser sig krigen,” sagde hun. “Hvor er grænsen for denne opfattelse af ødelæggelse, krig, død? Hvor er grænsen for vores tilpasning til dette?”

I Moskva vidnede Trofimova – der forlod Rusland som 10-årig og vendte tilbage 17 år senere – om en anden, lige så ubehagelig form for normalitet, der tog fat, mens Kremls propaganda indsats tog kontrol over fortællingen om krigen, hvilket skjulte brutaliteten og menneskelige omkostninger for den gennemsnitlige russer. Som månederne gik, med strenge love og brutale undertrykkelser, der kvælede landets spirende anti-krigsbevægelse, så instruktøren en alternativ virkelighed opstå, som ville hjælpe med at støtte den russiske krigsindsats.

“Hvis du rejser rundt i Rusland, føles det ikke som om, der er en krig i gang,” siger Trofimova. “Folk lever deres liv. Caféer er åbne. Alt er business as usual.” Som en veteran journalist med erfaring fra konflikter i Syrien, Irak, Den Demokratiske Republik Congo og andre steder, fulgte instruktøren med en russisk militær enhed til krigens frontlinje, i håbet om at punktere den illusion af normalitet og samtidig forstå, hvad soldaterne, der tog våben imod Ukraine, troede, de kæmpede og døde for.

I sin udtalelse som instruktør bemærker Trofimova, at “krigens smerte er universel,” men som de to film klart viser, er den smerte ikke ligeligt delt. Zhurbas sørgelige dokumentar fanger et land, der er blevet ødelagt af russiske soldater og missilangreb, hele byer og landsbyer reduceret til ruiner, mens overlevende forsøger at samle stumperne. For de talrige uidentificerede lig, der er bjærget fra murbrokkerne eller fundet på slagmarken, får mange en sidste hvileplads i en pottermark, hvor deres enkle grave er markeret med et trækors og en epitaf, der lyder: “Midletidigt ukendt forsvarer af Ukraine.”

Ødelæggelserne i landet har været absolutte. Uanset hvilke revner der er begyndt at vise sig i en russisk økonomi, der har været udsat for hidtil uset global sanktionering—eller i et samfund, der i stigende grad, om end ikke altid højt, har stillet spørgsmålstegn ved Putins krigsindsats—forbliver landet i sig selv intakt. De, der kæmper i Ukraine, har familier og hjem at vende tilbage til.

Trofimovas portrait af russiske soldater er overvejende sympatisk—muligvis for sympatisk for nogle, som instruktøren selv anerkender—og seerne vil måske spørge, om en dokumentar, der skildrer krig fra en invasionshærs perspektiv, kan opgøre med dens omkostninger. “Russians at War” stræber dog efter at sætte et menneskeligt ansigt på de utallige udskiftelige dele i Kremls ubarmhjertige krigsapparat, idet Trofimova illustrerer, hvordan mange af soldaterne, der kæmper Putins krig, er blevet vildledt af regeringens propaganda, tvunget til at deltage eller lokket — enten af højtidelige, misforståede idealer eller løftet om en fantomløn — til at kæmpe i en krig, hvis formål få kan beskrive. “Der var en ordre. Vi gik ind,” som en soldat konkluderer.

Sådanne retfærdiggørelser vil næppe røre de millioner af ukrainere, hvis liv er blevet forstyrret eller ødelagt af Putins vanvid, og mange vil uden tvivl stille spørgsmålstegn ved Venice-festivalens afgørelse om at inkludere “Russians at War” i den officielle selection. (Festivalen har ikke svaret på en anmodning fra Variety om at drøfte sin beslutningsproces.) Trofimova lavede filmen med betydelig personlig risiko; da produktionen konsulterede advokater i Moskva, ifølge instruktøren, lavede en en liste over potentielle strafferetlige artikler, der blev krænket af “Russians at War,” som strakte sig over næsten tre sider. “Vi ved ikke, hvad reaktionen vil være [efter premieren],” sagde Trofimova.

Spørgsmålet om, hvor konflikten bevæger sig hen fra her, og hvad der vil forblive i efterspillet, er dog et, som hverken filmskaberne kan svare på; det vil være op til historikere at forstå endnu en meningsløs, mislykket krig. “Vi har ikke tid til at reflektere over denne smerte og dette traume, som vi går igennem,” anerkender Zhurba. “Nu er vi bare i processen med at reagere og tilpasse os. Vi kan ikke fuldt ud forstå, analysere det og reflektere og hele.”

Den smertefulde erkendelse ligger langt fremme, uden udsigt til slutningen på den nuværende konflikt. Men det er en proces, som de to lande — bundet af historie, kultur og geografisk skæbne — i sidste ende vil skulle konfrontere. “Vi kan ikke slette dette land eller transportere os et andet sted,” siger Zhurba. “Vi vil altid være ved siden af dette aggressive land.” Eller som Trofimova formulerer det: “Rusland forsvinder ikke.”